Kategori: Litteratur

Dem, der læser nyere romaner, vil uden tvivl have bemærket, at kapitlerne bliver kortere og kortere. Tager vi f.eks. Meter i sekundet, der for nogle år tilbage var et reelt litterært hit her i landet, ser vi, hvor korte kapitlerne er. Det har selvfølgelig en indvirkning på læseoplevelsen, og er væsentligt at forholde sig til, hvad udviklingen i nyere litteratur angår. For at gøre det, vil jeg dog situere udviklingen i en historisk kontekst. Den kommer her.

Typografiens og læsningens parallelløb

Paul Saenger skriver i introduktionen til hans bog Space Between Words følgende:

Modern reading is a silent, solitary, and rapid activity. Ancient reading was usually oral, either aloud, in groups, or individually, in a muffled voice. Reading, like any other human activity, has a history. It cannot be assumed that the cognitive processes that enable today’s reader to decipher the written page have been the same throughout the recorded past. Contemporary evidence for this assertion can be drawn from diverse cultures throughout the world where literate men and women use different cognitive processes to read different forms of handwritten and printed text. The text format in which throught has been presented to the reader has undergone many changes, in order to reach the form that the modern Western reader now views as immutable from culture to culture, so, too, have the cognitive skills neccesary for its deciphering.¹

Derfor har vi anekdoter som den fra Augustin, der beretter om at se en mand, der stod på gaden og læste uden at sige så meget som en lyd, men alligevel kunne gengive indholdet. Overraskende nok til, at en af tidens genialeste tænkere rapporterer det – og altså grund til at tro, at det ikke har været udbredt praksis².

Væsentligt for denne ændring er indførelsen af mellemrummet, der begynder i det 600-tallet, og er udbredt og helt almindeligt i 1000-tallet. Scriptura continua, som det kaldes, erstattes af den moderne spatierede tekstform. Og dermed åbnes også for moderne læsning.³

Hvad får vi imidlertid ud af en sådan praksis? Og hvorfor gjorde tidligere tiders pædagoger ikke noget ved udfordringen? Også her kommer Saenger os til hjælp:

Stated summarily, the ancient world did not possess the desire, characteristic of the modern age, to make reading easier and swifter because the advantages that modern readers perceive as accruing from ease of reading were seldom viewed as advantages by the ancients. These include the effective retrieval of information in reference consultation, the ability to read with minimum difficulty a great many technical, logical, and scientific texts, and the greater diffusion of literacy throughout all social strata of the population. We know that the physiological necessity as well as by taste, were focused on a limited and intensely scrutinized canon of literature. Because those who read relished the mellifluous metrical and accentual patterns fo pronounced text and were not interested in the swift intrusive consultation of books, the absence of interword space in Greek and Latin consultation was not perceived to be an impediment to effective reading, as it would be to the modern reader, who strives to read swiftly. Moreover, oralization, which the ancients savored aesthetically, provided mnemotic compensation (through enhanced short-term aural recall) for the difficulty in gaining access to the meaning of unseparated text. Long-term memory of texts frequently read aloud also compensated for the inherent graphic and grammatical ambiguities of the languages of late antiquity.

Finally, the notion that the grater portion of the population should be autonomous and self-motivated readers was entirely foreign to the elitist literate mentality of the ancient world.⁴

Da læsningen i privaten i 1700-tallet bliver mere almindeligt, mødes det da også med moralsk skepsis. F.eks. er man bange for, at kvinder vil få mærkelige ideer, blive seksuelt promiskuøse eller lignende, af at læse alene. I virkeligheden nok et dække over, at man ikke ønskede, at disse undertrykte gruppper fik den frihed, som der følger med et privat tankeliv.⁵

De korte kapitler

Når moderne litteratur bruger korte kapitler, er det derfor også udtryk for, at man ønsker at tillade let læsning. At man kan læse teksten uden særlig meget besvær. Stine Pilgaards Meter i sekundet hører da også til de bøger, man nærmest flyver igennem – en oplevelse, der går igen for meget af den nyere litteratur. Tag også en af Pilgaards forgængere, Helle Helle – en hvilken som helst af hendes romaner – og du vil finde, at der nærmest ingen barriere er mellem læseren og tekstens indhold. Formen er holdt så gennemsigtig, at der kommer en nærmest flydende lethed ved afsnittene.

Laver vi et eksperiment, kan vi se forskellen. Jeg afskriver nu et stykke fra det første egnetlige kapitel i Pilgaards Meter i sekundet ud i scriptura continua – og udelader desuden store bogstaver, kommaer og punktum – dvs. en del af de grafiske hjælpemidler. Prøv at læse det, og sammenlig med det spatierede afsnit, der kommer efter:

forstanderingenbankerpåtregangeligeefterhinandenogåbnerselvdørensådangørviherudesigerhundajegseroverrasketuderderingenivellingderharsexspørgerjegerderingenderserpornoelleronanerermankandaikkenåatfåtøjpåiløbetaftrebankfolkfinderderesmådersigerforstanderindenogtagertokopperiskabethunharkøbtenposesortteogtagertokopperiskabethunharkøbtenposesortteogenlillesifordihunikkeharnogettiloversframinpickwickdeterkaffedrikkernestesigerforstanderindendeterskridtetførmedovaogderharingenlysttilatgåhenhunharligeværetovrepåhøjskolenforatstilleblomsterindpåelevernesværelserindenlængekommerdekørendeiblåbusserfrahelelandetsåerfredenforbisigerjegogminbarselersnartslutforstanderindendrejerlangsomtsinkopmellemhændernemensminsøngemmersigunderhendesrødekjolesomomdenvarettelthanskalhaveetnavnsigerforstanderindenogpegernedmellemsinebenhunsigeratfolkbegynderatsnakkehunharforbindelserpåkommunenogvedatdealleredeharsendtostredagbøgerdulydersomenmafiabosssigerjegforstanderindenløftervoressønopoghangriberudefterenplastikblomstpåhendeshårspændeerduenlillenicolaispørgerhunminsønsavlerogvirkeruinteresseretetnavneretstortansvarsigerjegenrækkefølgeafbogstaversomskolelærere vil råbe op hver dag, ånr de kigger ned i protokollen. Et navn vores søn skal sige, hver eneste gang han møder et andet menneske. På legepladser, diskoteker, til jobsamtaler. Han skal underskrive dokumenter med det navn, vi funder frem til, det skal stå yderst i hjørnet på de tegninger, vi hænger op på køleskabet. Det skal ridses ind i de grimme lerskåle, vi får i julegave, og ende sine dage på en gravsten. I mellemtiden vil det figurere i lægejournaler, på eksamensopgaver, lejekontrakter, lånebeviser, julekort, forbryderkartoteker eller Wikipedia. Man aner ikke, hvor ens navn ender, siger jeg. Forstanderinden foreslår Frederik. Jeg afviser det hurtigt, fordi mit første kriterium er, at det skal være rimbart. Konfirmationer, siger jeg, runde fødselsdage, det er nu, man har chancen for at gøre det nemt for sig selv. Severin, siger forstanderinden, klementin. Trykkene ligger ikke samme sted, siger jeg, vi leder efter to stavelser og en vokalendelse, så er man nået langt. Du skal ud af osteklokken, siger forstanderinden. Det år, vi har boet i Velling, har jeg ikke lavet andet end at kaste op, føde og amme, og min søn smiler til mig, som om ingen af de tre aktiviteter har noget med ham at gøre. Han skal have et navn, og du skal have et job, siger forstanderinden, og peger på min søn, som om han er et ordløst argument. Hun har provinsens iboende angst for, at de nye familier skal fordufte igen, midt i lokalsamfundets opblomstring. I sin fritid forsøger forstanderinden at finde partnere til folk, så de ikke flytter. Selv blev hun ansat som danselærer (…)⁶

Når jeg læser teksten her, bider jeg for første gang mærke i den fine detaljer med kjolen. Sønnen kravler under forstanderindens kjole, og det er der, hun opfører sig som om hun har forældreautoriteten – som om det er hendes søn såvel som jegets.

At læse scriptura continua, er at læse langsomt. At læse vores moderne tekstform er at læse hurtigt. Hvad går tabt? Hvad vindes?

Først og fremmest mener jeg, at vi ved den hurtige læsning gør det sværere for læseren at opfange finere symbolik, som den med kjolen. Selv gode læsere, der danner billeder mens de læser, får ikke tid til at tænke over billederne symbolsk, fordi der så hurtigt rykkes videre til noget andet. Ligesom moderne film, der klipper flere og flere gange pr. minut.

I modsætning til på film, er det dog muligt at tage det stille og roligt med læsningen. Men dette skaber to klasser af læsere: Dem, som læser efter plottet, og dem som læser mere “litterært”. Kan skellet mellem smal og bred litteratur komme af udnyttelsen af vores typografiske systemer? At man nærmest føler, at man for at få noget ud af bogen, må sænke hastigheden så meget, at det er på kant med bogens hele ide? Og at dem, der nød Meter i sekundet som letlæst bog med en fin historie, med rette kan pege på os andre og spørge: Mener i det?

Der er noget mærkeligt over en bog, der – for at man kan pakke alt det fine ud, der er lagt i den – må læses på tværs af dens egen kvalitet. Det letlæste er lige så meget en del af Meter i sekundet som de symboltunge hverdagsbeskriver, der er lagt i den. Og de kræver forskellige læsemåder – og derfor i realiteten to læsninger. Bogen kan, sin letlæselighed til trods, ikke læses ad én omgang, på én gang, men må læses parallelt med sig selv.

Meget moderne litteratur, der falder uden for genrelitteraturen, har disse karakteristika. At de flyder så lækkert, at man ikke bemærker det litterære, der underbygger dem, og at dette kun kan hives frem ved analyse. De bliver derfor oplagte dansklærertekster, men derfor også oplagte tekster til at blive træt af. For hvem gider – med undtagelse af dansklærere – at skulle analysere sine bøger for at få noget ud af dem? Føler man, omvendt af mit tidligere eksempel, at man misser noget ved bare at nyde bøgerne, gør det heller ikke noget godt for bøgerne.

Vi står således, med nødvendigheden af en parallel læsning, med en bog – eller en type bog – der skaber splid mellem sine læsere. Fordi den lægger op til to forskellige læserpositioner. At samle disse i én position ville jeg anse for en god ting, men det er svært. Bl.a. fordi det brede publikum har vænnet sig til den hurtige læsning, mens det smalle publikum vil have sin nykritisk orienterede dybde, som vi kender fra den tidlige moderne litteratur.

Noter

¹⁾ Saenger, Paul (1997). Space Between Words. Stanford University Press. S. 1
²⁾ “The Silent Readers”. Alberto Manguel, Chapter 2 of A History of Reading (New York; Viking, 1996). Hentet d. 23 august 2025.
³⁾ Space Between Words. Dette er hele bogens argument, og kan ikke findes på nogen enkelt side
⁴⁾ ibid. s. 11
⁵⁾ Mavrody, Nika (19 May 2017). “The Dangers of Reading in Bed”. The Atlantic. Hentet d. 23. august 2025.
⁶⁾ Pilgaard, Stine. Meter i sekundet (2020). Gutkind, s. 11-12

Nedenstående er et fragment til en analyse af Novalis’ Hymner til natten. Mere specifikt er det en analyse af de første to afsnit, angivet med tallene 1 og 2 i teksten. Jeg bruger Per Laugesens oversættelse.

Dante lader i sit middelalderlige storværk himmel være himmel og helvede være helvede. “Inferno” er spændende læsning, mens “Paradiso” mest er forvirrende, hvis man faktisk forsøger at forestille sig de billeder, som Dante giver af himmelen – hvilket vel er meningen med de paradoksale billeder. Desuden er rejsen, som fortælleren/hovedpersonen/forfatteren gennemgår enkel og envejs: Fra det jordiske til helvede, så til skærsilden og til sidst til paradiso – først uden guide, så med Vergil og til sidst med Beatrice selv (der dog i slutningen indtager sin plads ved Guds side og efterlader hovedpersonen alene igen). En rejse fra det lave til det høje, fra mørket til lyset (“Midtvejs på vores vandring gennem livet / befandt jeg mig i mørke, dybe skove, / forvildet fra den vej jeg burde følge”).

I modsætning til denne sunde, solide, menneskelige skikkelse, får vi i Hymner til natten en fortæller, der starter i lyset, og efterfølgende hengiver sig til mørket. Imidlertid viser det sig, at dette mørke ikke gribes som mørke: “Mere himmelske end de blinkende stjerner synes os de øjne af uendelighed, som natten har åbnet i os” (s. 8). Hvor Dante var faret vild i mørket, og bevæger sig mod lyset, finder fortælleren/hovedpersonen/forfatteren i Hymner orientering i mørket. Dette kan udelægges på romantisk vis, dvs. som oplysningskritik, hvor lyset blænder mere end det oplyser. Men det er ikke, mener jeg, den bedste tolkning.

Fortællerens skift fra lys til mørke
Jeg vil i stedet pege på, at fortælleren, lad os holde os til at kalde ham det, ændrer holdning til lys og mørke i løbet af den lille bogs første afsnit. Han går fra at tilbede lyset til at tilbede natten. Overgangen sker i løbet af 10 linjer, som jeg skriver af her:

Hvad er det der risler så anelsesfuldt under hjertet, og hulker vemodets bløde luftninger? Har du også en tjeneste at gøre os, mørke nat? Hvad er det, du skuler under din kappe, og som med usynlig kraft går fra mig til sjælen? Fra bundtet af valmuer drypper kostelig balsam af din hånd. Du løfter stemningens tunge vinger. Dunkelt og uudsigeligt føler vi os bevæget – glad og forskrækket ser jeg et alvorligt ansigt, der blidt og andagtsfuldt bøjer sig over mig, og under endeløst slyngede lokker ser jeg moderens dejlige ungdom.

Herefter kommer sætningen om, hvor fattigt lyset forekommer fortælleren, hvor barnligt. Men før vi går til det stykke, skal vi undersøge, hvad der sker i den nævnte passage.

Vi bemærker følgende ord: anelsesfuldt, under hjertet (fremfor forstanden), under din kappe, usynlig kraft, sjælen, valmue-balsam (det opioide), stemning, dunkelt, uudsigeligt, endeløst slyngede lokker. Alle har at gøre med det dulgte, skjulte. Der er altså tale om en åbenbaring, men en åbenbaring i det ikke-åbenbarede. Der er noget i afdækningen, lyset, som skjuler idet det viser frem. En lukkende åbning, som man kan undgå, når man forbliver i mørket; stiller sig i samme plansom det gennem en formørkning, dvs. et fokus på det dunkle i menneskets konstitution.

Samtidig bemærker vi også en række andre ord: Risler, bløde luftning, tjeneste, kappe, balsam, hånd, vinger, bevæget, glad, andagtsfuld, moderens dejlige undgom. Disse ord er positive, nærmest lysende. De er svale, underspillede, men netop positive. Det, som er skjult, og som ikke kan åbenbares uden at skjules yderligere, er noget positivt. Men ikke blot et hvilket som helst positiv – et positiv, som peger tilbage til det frugtbare, gaia (gennem moderskikkelsen og de mange frugtbarhedssymboler).

Dette ender, lidt senere i afsnittet, med et begreb som “nattens kærlige sol”, hvilket bør få os til at tvivle på omvendingen til natten. En omvending til det skjulte kan aldrig lignes med en sol, der netop må åbenbare. En nattens sol måtte have den omvendte funktion: At suge al lys, al erkendelse til sig. Andre paradokser opstår ligeledes, f.eks. erindrings- eller barndomsperspektivet. Ved at se denne moderens dejlige ungdom, forekommer tilstanden før omvendingen fra lys til mørke pludselig barnlig og naiv. Samtidig er det her foreningen med den elskede – gennem en række guddommelige karakterer, bl.a. et “du”, der svarer til Gudfader, natten og verdensdronningen – muliggøres. Han vågner til natten og drømmer, og i denne vågnende drøm, eller denne drøm han er vågnet op til, kan han være sammen med sin tabte elskede i inderlighed, dvs. i ånden. Her virker det som om vi får den mere jævne pointe, at man må frasige sig det jordiske for at skue det evige, blot at denne evighed er en evighed i immanensen, og ikke i transcendensen. Jeget forbliver m.a.o. i den verden, han har forladt, men er gået ind i et andet immanensplan i denne verden, hvorved den forandres.

På den anden side af denne overgang viser natteverdenen sig at tage sig ud som lys. Det er kun fra lysets side, at natten er mørk. Mørket, når først man er immaneret over på den anden side, bliver sin egen form for lys.

Herved gør jeg’et noget, som vi med Kierkegaard kunne kritisere ham for at få overstået for hurtigt: Nemlig at gå fra alt til intet, og så fra intet til alt igen. Dagen tømmes for sit indhold, og fyldes derpå igen idet denne tomhed i et andet perspektiv er en fylde. Derved er der intet egentligt engagement i hverken lyset eller mørket, og den evighed, han taler om, antager virtualitetens form. Vi får m.a.o. fornemmelsen af, at jeget bilder sig ind, at have set denne verden. Jeg’et er i fænomenologisk forstand sygt, og har vendt op og ned på sit forhold til verden, uden af den grund af at have opnået nogen større erkendelse. Den kærlighedens sol, om hvilken han taler, og som tydeligvis skal fungere som Platons sol, der kundgør de evige ideer, verdens princip – der her lignes med kærligheden – mister for læseren autenticitet samtidig med jeg’et. Når man bliver lidt irriteret på jeg’et i Hymner, er det måske netop dette forhold, der er på spil. Der bliver foretaget en finde i immanens, som tror sig transcendent – mens ingen af delene har forrykket det mindste ved jeg’ets erkendelse, men kun indvirket på hans stemning.

Natten over dagen
Dette sedimenteres i andet afsnit, hvor mørket tillægges de samme egenskaber som lyset gjorde i begyndelsen af første afsnit. I første afsnit lød det, at solen giver energi til stenen, planten, dyret og menneskets sjæl (den elskedes øjne), mens det i andet afsnit lyder, at natten er “i druernes gyldne flod, i mandeltræets dejlige olie […] i valmuens brune saft” og at det er natten “der svæver om den yndige piges barm og gør skødet til en himmel” og som “himmelåbnende træder os i møde fra gamle fortællinger og bærer nøglen til de saliges boliger” og at den “tavst bærer bud om uendelige hemmeligheder”. Slet skjulte referencer til euforiserende stoffer, der vækker et liv i os, ligesom solen indgiver liv til planterne. Omend vi måske må skelne mellem solens indstråling af liv og nattens vækken til liv (hvilket svarer godt til billedet med at være de “til natten indviede”).

Natten får en fylde, men gennem en form for erindring eller gen-tagen af det, man havde, men som har været låst bort. Derfor billedet med natten som bærer på hemmeligheder og nøgler. Den er ikke noget i sig selv, men låser op for dem, der er “nattens indviede”, sådan at de kan opleve det liv, som var i dem. Åbningen, som er en lukning, er her blevet underkendt. Åbningsmetaforen er blevet for tydelig. Skulle det følge ideen udlagt under konversionsdelen af afsnit et, burde der have stået, at natten skaber hemmeligheder, ikke at den bærer rundt på dem. Der lægges op til en omvending af Heideggers aletheia-begreb, og derved af hele filosofiens og erkendelsens grundtræk, men denne omvending gennemføres ikke. Dekonstruktionen finder ikke sted, og det bliver tydeligt netop her. At der samtidig med immanensen holdes fast i transcendente personer (natten, verdensdronningen, et guddommeligt “du” osv.), samtidig med at transformationen sker gennem immanens, går ikke op. Der er ikke forekommet en fuldendt omvendelse, men kun en virtuel omvendelse. Vores jeg tror sig forandret, tror sig blandt “nattens indviede”, men havde han været rigtigt indviet, ville han ikke kalde sig ved dette navn, idet der slet ikke er tale om en indvielse, så meget som en tildækning.

Sprænger vi analysens form, og ser på forfatteren snarere end værket, har Novalis, eller måske snarere Friedrich von Hardenberg, ikke har held med at fjerne sig selv fra den smertelige virkelighed, han oplevede, på nogen autentisk måde. Hans smerte transformerede ham ikke, flyttede ham ikke religiøst, men kun patetisk, æstetisk. Friedrichs omdannelse til Novalis er kun en halvvejs omvending. Novalis forbliver et pseudonym snarere end produktet af den forvandlede Friedrich, og derfor forekommer Novalis’ ord ikke virkelige, ikke gyldige for os som læsere.

Måske deraf henvisningen til det eurforiserende. Det patetiske og æstetiske er en bedøvelse, en rus – ikke en egentlig omvending. Den ontologi, med hvilken læseren møder verden, er ikke ændret, men blot sløret. Og med rusens aftagen kommer også dagens lys, hvilket forklarer ønsket udtryk i “søvnen varer evigt”. Jeget ønsker sig ned i en dyb slummer, hvor han ikke længere støder på verdens grænser, og bruger kunsten som instrument til dette, ved siden af eller sammen med de euforiserende midler.

Her et lille indlæg om hermetisk (dvs. tillukket, hemmelig) litteratur.

---

Én udlægning af middelalderen, som jeg synes er interessant i forhold til Tanazakis mørke fra In Praise of Shadows, og mørket i Melvilles Moby Dick, er, at verden i middelalderen var en bog – Guds bog. Man kunne læse i den, men man kunne ikke skrive i den. Derfor blev vidensarbejdet i middelalderen ikke opfattet som noget, hvor man skulle opfinde noget, eller noget hvor man skule finde ud af noget nyt. I stedet var vidensarbejde hermeneutik, og hermeneutik den højeste form for viden. Ikke nok med, at man kunne aflæse naturen for tegn (som Parcelsus og hans øjentrøst), men fra gammel tid var der overleveret “Mestre”, som allerede havde formuleret de sandheder, der var at finde i Guds bog. Man måtte derfor lære lange passager af disse mestre udenad, kompilere dem i nye samlinger, og forsøge at finde ud af, hvad de mente. Kun sådan kunne man få ny viden.

Den viden, som kom ud af disse studier, var ikke oplysende viden, som vi kender det fra senere perioder. I stedet var det er hermetisk viden, med noget evigt hemmelighedsfuldt over sig. For udover at analfabetisme var udbredt, var de skrevne tekster aldrig ens, og der fandtes ikke mange tekster. Dem, der ejede bøger, havde for det meste skrevet dem selv. En uddannelse på universitetet bestod ofte i at skrive disse bøger af, og man kunne dømmes efter hvor mange af disse hjemmelavede bøger, man havde (McLuhans pointe i The Gutenberg Galaxy). Bøgerne var mørke, som mørket i Tanazakis arkitektur: Stoflige, fyldige, hemmelighedsfulde, fyldte med potentiale.

Viden var ikke afdækkende, afmystificerende, men en vej mod Guds indsigt – dvs. mod verdensmysteriet. Denne kvalitet ved bøgerne forsvandt med trykpressens indførelse, ganske vist i løbet af noget tid, og det direkte vidensarbejde blev afmystificerende snarere end indviende.

Men i litteraturen lever den form for viden, den hermetiske, videre. I Moby Dick mener jeg f.eks. at finde den, ligesom i Dostojevskijs romaner. Hvordan? Måske ved at insistere på at beskrive alt, som om det ikke allerede er forstået af fornuften. Moby Dick er fyldt af konkrete detaljer, om Ismaels handlinger, om Quiqeqs og hans eksapader, om hvalfangst, skibsvedligehold osv. Alle de små detaljer giver et kompliceret kludetæppe af beskrivelser, som lægges over virkeligheden, og som til sidst begynder at ligne virkeligheden, som den så ud, før fornuften fik fat i den, og fremstillede den på ét plan (hvordan føles rumlighed f.eks., hvis man ikke følger Newtons forståelse? Måske lidt som det gør i Becketts romantriologi Molloy, Malone dør og Den unævnelige, hvor den tiltagende blindhed gør rummet nærmest taktilt, uendeligt udbredt, men samtidig også allerede uendeligt fyldt, modsat Newtons tomme rum).

Et andet spørgsmål, som måske er vigtigere rent praktisk for os, er, hvordan man læser hermetisk litteratur uden at forfalde til oplysende læsning, der forfladiger og ensretter mørket til en lysende, klar flade.