Her et lille indlæg om hermetisk (dvs. tillukket, hemmelig) litteratur.
Én udlægning af middelalderen, som jeg synes er interessant i forhold til Tanazakis mørke fra In Praise of Shadows, og mørket i Melvilles Moby Dick, er, at verden i middelalderen var en bog – Guds bog. Man kunne læse i den, men man kunne ikke skrive i den. Derfor blev vidensarbejdet i middelalderen ikke opfattet som noget, hvor man skulle opfinde noget, eller noget hvor man skule finde ud af noget nyt. I stedet var vidensarbejde hermeneutik, og hermeneutik den højeste form for viden. Ikke nok med, at man kunne aflæse naturen for tegn (som Parcelsus og hans øjentrøst), men fra gammel tid var der overleveret “Mestre”, som allerede havde formuleret de sandheder, der var at finde i Guds bog. Man måtte derfor lære lange passager af disse mestre udenad, kompilere dem i nye samlinger, og forsøge at finde ud af, hvad de mente. Kun sådan kunne man få ny viden.
Den viden, som kom ud af disse studier, var ikke oplysende viden, som vi kender det fra senere perioder. I stedet var det er hermetisk viden, med noget evigt hemmelighedsfuldt over sig. For udover at analfabetisme var udbredt, var de skrevne tekster aldrig ens, og der fandtes ikke mange tekster. Dem, der ejede bøger, havde for det meste skrevet dem selv. En uddannelse på universitetet bestod ofte i at skrive disse bøger af, og man kunne dømmes efter hvor mange af disse hjemmelavede bøger, man havde (McLuhans pointe i The Gutenberg Galaxy). Bøgerne var mørke, som mørket i Tanazakis arkitektur: Stoflige, fyldige, hemmelighedsfulde, fyldte med potentiale.
Viden var ikke afdækkende, afmystificerende, men en vej mod Guds indsigt – dvs. mod verdensmysteriet. Denne kvalitet ved bøgerne forsvandt med trykpressens indførelse, ganske vist i løbet af noget tid, og det direkte vidensarbejde blev afmystificerende snarere end indviende.
Men i litteraturen lever den form for viden, den hermetiske, videre. I Moby Dick mener jeg f.eks. at finde den, ligesom i Dostojevskijs romaner. Hvordan? Måske ved at insistere på at beskrive alt, som om det ikke allerede er forstået af fornuften. Moby Dick er fyldt af konkrete detaljer, om Ismaels handlinger, om Quiqeqs og hans eksapader, om hvalfangst, skibsvedligehold osv. Alle de små detaljer giver et kompliceret kludetæppe af beskrivelser, som lægges over virkeligheden, og som til sidst begynder at ligne virkeligheden, som den så ud, før fornuften fik fat i den, og fremstillede den på ét plan (hvordan føles rumlighed f.eks., hvis man ikke følger Newtons forståelse? Måske lidt som det gør i Becketts romantriologi Molloy, Malone dør og Den unævnelige, hvor den tiltagende blindhed gør rummet nærmest taktilt, uendeligt udbredt, men samtidig også allerede uendeligt fyldt, modsat Newtons tomme rum).
Et andet spørgsmål, som måske er vigtigere rent praktisk for os, er, hvordan man læser hermetisk litteratur uden at forfalde til oplysende læsning, der forfladiger og ensretter mørket til en lysende, klar flade.
Skriv et svar