Det er ret ligetil at påpege, at kategorien “eksperiment” bliver brugt om den kunst, man ikke på anden måde kan forklare. Det er en forklaring som siger, at det her behøver vi ikke forstå – det er nærmest meningen med eksperimentet at kunstneren kommer ud i noget hverken de eller vi forstår.
En sådan kritik er sådan set fin nok i sig selv, hvis man ønsker at forstå kunsten, og ikke f.eks. finde begreber til at undgå forståelse (hvilket man meget vel kunne tænke sig at ville). Der er imidlertid også den mulighed at pille eksperiment-kategorien fra hinanden indefra. For hvad mener vi med, at et kunstværk er en eksperiment? Når vi laver et eksperiment i en af naturvidenskaberne, gør vi det på baggrund af en hypotese. Dvs. vi gætter på, hvad der vil ske, og tester det. På baggrund af afgivelserne kan vi så forbedre teorien. Imidlertid er dette ikke hvad vi gør, når vi laver et kunstnerisk eksperiment. Der er ingen hypotese, og vores forståelse rettes ikke til, så meget som den undgår at komme bagefter.
Udover hypotesen skal man inddrage forskellige måderedskaber og måleenheder i sit eksperiment også, sådan at man på forhånd ved, hvad man forsøger at måle på. Det gør man for at undgå subjektive fortolkninger og tillempninger af materialet – dvs. for at komme vores biases til livs. Men heller ikke det gør det kunstneriske eksperiment.
Vi kan derfor, i hvert fald midlertidigt, sige, at det kunstneriske eksperiment ikke skal forstås som et videnskabeligt eksperiment. Der er ikke samme strenge krav til forarbejde og efterarbejde af eksperimentet.
Jeg tror i stedet vi mener noget i retning af: I det kunstneriske eksperiment forsøger kunstneren ikke at komme frem til noget specifikt. Det falder uden for det, man med sikkerhed ved, man vil komme frem til (som f.eks. et portræt i naturalistisk stil, en illustration til en tegneserie, udarbejdelsen af et logo osv). Mere et forsøg (ikke i videnskabelig forstand) uden faste bedømmelseskriterier end et eksperiment. En måde at komme uden om det håndværksmæssige i kunsten på, ved at tage al måling og forudsigelighed væk.
At eksperimentet i kunstteoretisk og kunstanalytisk henseende er uden mulighed for fast dom, er netop kernen i begrebet: Et eksperiment kan ikke dømmes på andet end dets nyhedsværdi. Gør det noget nyt? Så er det godt! Det er det, et eksperiment skal!
Der er ikke noget at sige til, at det bliver brugt om kunst især fra 1960’erne og frem. Her var der virkelig en sådan “gør noget nyt!”” tankegang blandt kunstnerne – måske fordi kritikerne ikke kunne følge med. Men holder det i dag?
Jeg mener det ikke, for “noget nyt” er ikke et vurderingskriterie. Det siger os ikke noget om den kunst, der møder os, ud over, at vi ikke forstår det. At det falder uden for vores nuværende kategorier (og dermed placerer det i kategorien “moderne”). Vil vi tale om kunst inden for denne klasse af (“moderne”) kunst er det derfor nødvendigt med andre begreber, og her rækker “eksperiment” ikke. Det må vi tage med os, når vi beskæftiger os med den nye kunstanalyse og kunstteori (se de tidligere artikler i serien her og her)