Hannah Arendts værk er inspirerende læsning, fordi hun gennem en ny forståelse af frihed, formår at omtænke det meste af vores tankemæssige arv, og derfor se med nye øjne på samfundet omkring os, og på os selv. Det betyder også, at vi kan anvende hendes frihedsbegreb til at tænke fænomener på nye måder, som hun ikke selv har skrevet så meget om – f.eks. ledelse.
Oven på et foredrag jeg holdt for en uges tid siden, blev jeg nemlig spurgt, hvad Arendt havde at sige om organisationsstrukturer. Umiddelbart, fik jeg fremstammet, ville hun tænke i decentrering, og i udlicitering af domsevne, ikke blot arbejdskraft. Således er en ledelse, der har en vision, som de så udliciterer udførelsen af til deres ansatte, fanget i det, Arendt har kaldt for fremstilling: Kontrol over produkt ud fra en idé.
Sagt i et hverdagsligt sprog kan vi sige, at de mener, at de er frie, når de sætter deres vilje igennem. En sådan forståelse af frihed var imidlertid Arendt imod. For hende var frihed nemlig det, der satte det nye i verden – dvs. det som hverken var bundet af nødvendighed, formål eller udspring. Dvs. som var frit ikke bare fra omverdenens krav, men også fra den handlendes egen.
I virksomhedssammenhæng kan vi tillægge friheden værdi, fordi den formår at skabe noget nyt – som kan have former for værdi, vi slet ikke er i stand til at se endnu. Således kan en organisation, som har et særligt formål (profit for virksomheder, at hjælpe en specifik gruppe for velgørenhedsorganisationer, offentlige organer osv.) have gavn af implementere denne form for frihed i deres organisationsstruktur.
Hvordan så gøre det? Som sagt: Ved decentralisering. Men en decentralisering der bygger på en særlig forståelse af, hvad der sker, når man bygger beslutningsstrukturer i en organisation.
Organisationer fungerer (i fortegnet udgave) hierarkisk i den forstand, at der er et overordnet organ, der har den endelige beslutningsmagt, i den ene ende; og en række arbejdere, der udfører de konkrete opgaver i den anden. Imellem dem er der en række mellempositioner, der udfyldes af forskellige former for ledere. Det, som uddelegeres, skal vi ikke tænke som kompetence, men som kontrol over spontanitet. Og spontaniteten er her det samme som den fri handling, der er fri fra både omverden og os selv. Den øverste leder kan tillade sig at have en idé og indføre den i organisationen, men det kan arbejderen på gulvet ikke i samme omfang. Og jo flere led der er mellem arbejderen på gulvet og den øverste chef, des mindre kan han tillade sig. For man kan ikke uddelegere frihed, kun kontrol. Man kan pr. definition ikke give nogen den opgave at være fri, det ville derimod hindre spontaniteten. Man uddeligerer derfor kontrol.
Således kan man med f.eks. 3 mellemled ende med: Den overordnede leder/ledelse udstikker nogle retningslinjer, disse fortolkes i én retning af mellemleder #1, specificeres yderligere af mellemleder #2, lægges i håndgribelige rammer af mellemleder #3, og fortolkes så en sidste gang af arbejderen på gulvet i den konkrete udførelse. For at arbejderen på gulvet skal opleve samme frihed som den øverste leder, skal hele ledelsesapparatet undgå at lede – hvilket er usandsynligt. Som mennesker vil vi gerne løfte vores ansvar, og som ledelse tænker man, at man, da man ikke er på gulvet, må stå for noget andet end selve produktionen – nemlig ideen. Denne søger man så at sætte sig præg på igennem processen, og tager derfor friheden ud af selve produktionen.
En friere organisation skal derfor have færre led – i hvert fald i dele af sin organisation. Der behøver ikke være tale om egentlig flad struktur, idet hybride former også kan fungere. Ved man f.eks., at det er væsentligt at overholde visse retningslinjer for at bevare funding til en NGO, kan man styre dette med hård hånd, men ellers slippe kontrollen nedefter.
For at samle op: Værdien af mere arendtsk frihed i en virksomhed er, at den bliver spontan, og derfor kan skabe hidtil ukendte værdier; dette muliggøres ved at slippe kontrollen; denne kontrol kan slippes ved at minimere antallet af lag i organisationsstrukturen; dette er igen muligt i en hybridstruktur, således at det ikke er nødvendigt – eller ønskværdigt – at have en helt igennem flad struktur.