I hvad der må være blandt verdens første actionfilm, er The Great Train Robbery interessant, fordi det ikke har nogen helt. I stedet følger vi skurkenes perspektiv, nemlig røverne. Selvom vi ikke får nogle over the shoulder-indstillinger, er det alligevel røvernes perspektiv, vi bydes ind til. Lige fra de slår stationsforstanderen ned til de til sidst skydes af politiet.
Særligt den sidste scene afslører, hvad der er på spil. Her ser en vrissen sherif lige ind i kameraet, dvs. ser os lige i øjnene, og tømmer en seksløber i brystet på os. Ligesom røverne er vi blevet straffet for vores synd.
Men hvilken synd? Måske den at finde dette grusomme forløb underholdende og spændende. Hvem ved! Men det er et fokus, som i dag ville placere en hvilken som helst film i arthousegenren: Hvem kan forestille sig en heist-film, hvor man ikke kan lide karakterne, hvor de ender med at blive skudt, og hvor man skydes sammen med den som en del af det skurkagtige slæng?
Skriv et svar