Opfindelsen af filmkameraet gjorde det muligt for mennesket at optage det sandfærdige på en helt anden måde end tidligere. Derfor er de første mange film også dokumentarer: billeder af virkeligheden. Overgangen til fiktion er derfor interessant, fordi vi bliver nødt til at tænke over, hvorfor man får lyst til at bruge dette realismens kongsapparat til at skabe noget urealistisk.
For at undersøge det, kan vi kigge på en af verdens første fiktionsfilm: Le Voyage dans la Lune fra 1902. I den følger vi en flok mænd fra de får ideen til at flyve til månen til de tager derop, møder månefolk, slår en del af dem ihjel, og kommer hjem til triumftog. De bliver skudt derop med en stor kanon, og rammer månen i øjet – ligesom alle planeterne og stjernene viser sig at være Guder, der kan få det til at sne og regne. Nåja, og når månemænd dør, eksploderer de i en røgsky.
Det lyder nærmest eventyrligt, og er det også. Selv de flade personer er taget med, her indfanget på en for filmkunsten ny måde: nemlig ved at lade menneskene filme udelukkende i supertotal: Vi ser aldrig ét menneske alene fylde skærmen – for slet ikke at tale om nærbilleder af et. Kun månen kommer vi helt tæt på. Kun i dennes blik kan vi indleve os, mens den rammes i øjet af jordens vidunder: kanonerne.
At de tager til verdensrummet er da heller ikke tilfædigt. Vi ved fra astronomien, at der er system på verdensrummet, og det siges endda, at vi har mere forstand på det, der foregår uden for jorden end på den. Noget ved verdensrummet er afklaret, og det skyldes nok afstanden. Det første, som flokken af jordboere kigger efter, da de er nået til månen, er da også netop jorden. Nu kan de endelig se lidt af det, de før så alt for meget af. Fordi den er kommet på afstand, kan jorden nu begribes, præcis som de andre himmellegemer. Og da de har set jorden glide forbi månen, lægger de sig til at sove. Tilfredse og uden trang til at se mere – f.eks. den måne, de lige er landet på.
Fra filmen ved vi dog, at de tager fejl. For de andre planer har netop ansigter, ligesom månen har det. Uanset om de er tæt på eller langt væk, er mændene blinde. Tror at de har set, men har intet set. Kun vi, som ser mændene se, ved bedre. Vi kan se, at deres drab på månemændene er uetisk, at deres kanonering af månens øje er grusomt, og at triumftoget på jorden er “Kejserens nye klæder” påny. Men samtidig griner vi også, for det er en komedie. Der er fald-på-halen komik, masser af liv og røre, slåskampe, mord osv. Underholdning!
Som en nar, der bliver nødt til på samme tid at være sjov og alvorlig, for at få kongen til at indse sine egne fejltagelser, balancerer filmen på denne knivsæg. Hvordan man end vender og drejer det, forbliver fiktion uvirkeligt – det er ikke sket. Alligevel siger det os noget, f.eks. som her. Det surrealistisk, i direkte oversættelse det overvirkelige, viser os vores egen begrænsede synsverden. Oplysningens grænser. Meget franskt at påpege netop dette, i stil med Voltaires Candide, der har samme grusomme alvorshumor.
Der er derfor også noget klassisk over denne ellers så surrealistiske og moderne-kunstneriske film: fordi den bruger fiktionen til at få os ned på jorden snarere end op i himlen, bliver den aldrig helt så mærkelig, som den er. Der er intet mysterie, filmen åbner sig totalt for (snus)fornuftens blik. Det er kun dem, der går for meget til den ene side (fornuftstroende, videnskabsfolk) eller for meget til den anden (anti-fornufterne, troldmændene), som man ikke skal stole på. Intellektuelt mådehold! Det er parolen i denne film. At man kan udtrykke det gennem så radikal-mærkelig en film må høre til blandt de bedre take-aways fra den lille film her. Måske det omvendte også er tilfældet? At det mest hovedløse kan komme fra det mest realistiske.
Skriv et svar