Dem, der læser nyere romaner, vil uden tvivl have bemærket, at kapitlerne bliver kortere og kortere. Tager vi f.eks. Meter i sekundet, der for nogle år tilbage var et reelt litterært hit her i landet, ser vi, hvor korte kapitlerne er. Det har selvfølgelig en indvirkning på læseoplevelsen, og er væsentligt at forholde sig til, hvad udviklingen i nyere litteratur angår. For at gøre det, vil jeg dog situere udviklingen i en historisk kontekst. Den kommer her.
Typografiens og læsningens parallelløb
Paul Saenger skriver i introduktionen til hans bog Space Between Words følgende:
Modern reading is a silent, solitary, and rapid activity. Ancient reading was usually oral, either aloud, in groups, or individually, in a muffled voice. Reading, like any other human activity, has a history. It cannot be assumed that the cognitive processes that enable today’s reader to decipher the written page have been the same throughout the recorded past. Contemporary evidence for this assertion can be drawn from diverse cultures throughout the world where literate men and women use different cognitive processes to read different forms of handwritten and printed text. The text format in which throught has been presented to the reader has undergone many changes, in order to reach the form that the modern Western reader now views as immutable from culture to culture, so, too, have the cognitive skills neccesary for its deciphering.1
Derfor har vi anekdoter som den fra Augustin, der beretter om at se en mand, der stod på gaden og læste uden at sige så meget som en lyd, men alligevel kunne gengive indholdet. Overraskende nok til, at en af tidens genialeste tænkere rapporterer det – og altså grund til at tro, at det ikke har været udbredt praksis2.
Væsentligt for denne ændring er indførelsen af mellemrummet, der begynder i det 600-tallet, og er udbredt og helt almindeligt i 1000-tallet. Scriptura continua, som det kaldes, erstattes af den moderne spatierede tekstform. Og dermed åbnes også for moderne læsning.3
Hvad får vi imidlertid ud af en sådan praksis? Og hvorfor gjorde tidligere tiders pædagoger ikke noget ved udfordringen? Også her kommer Saenger os til hjælp:
Stated summarily, the ancient world did not possess the desire, characteristic of the modern age, to make reading easier and swifter because the advantages that modern readers perceive as accruing from ease of reading were seldom viewed as advantages by the ancients. These include the effective retrieval of information in reference consultation, the ability to read with minimum difficulty a great many technical, logical, and scientific texts, and the greater diffusion of literacy throughout all social strata of the population. We know that the physiological necessity as well as by taste, were focused on a limited and intensely scrutinized canon of literature. Because those who read relished the mellifluous metrical and accentual patterns fo pronounced text and were not interested in the swift intrusive consultation of books, the absence of interword space in Greek and Latin consultation was not perceived to be an impediment to effective reading, as it would be to the modern reader, who strives to read swiftly. Moreover, oralization, which the ancients savored aesthetically, provided mnemotic compensation (through enhanced short-term aural recall) for the difficulty in gaining access to the meaning of unseparated text. Long-term memory of texts frequently read aloud also compensated for the inherent graphic and grammatical ambiguities of the languages of late antiquity.
Finally, the notion that the grater portion of the population should be autonomous and self-motivated readers was entirely foreign to the elitist literate mentality of the ancient world.4
Da læsningen i privaten i 1700-tallet bliver mere almindeligt, mødes det da også med moralsk skepsis. F.eks. er man bange for, at kvinder vil få mærkelige ideer, blive seksuelt promiskuøse eller lignende, af at læse alene. I virkeligheden nok et dække over, at man ikke ønskede, at disse undertrykte gruppper fik den frihed, som der følger med et privat tankeliv.5
De korte kapitler
Når moderne litteratur bruger korte kapitler, er det derfor også udtryk for, at man ønsker at tillade let læsning. At man kan læse teksten uden særlig meget besvær. Stine Pilgaards Meter i sekundet hører da også til de bøger, man nærmest flyver igennem – en oplevelse, der går igen for meget af den nyere litteratur. Tag også en af Pilgaards forgængere, Helle Helle – en hvilken som helst af hendes romaner – og du vil finde, at der nærmest ingen barriere er mellem læseren og tekstens indhold. Formen er holdt så gennemsigtig, at der kommer en nærmest flydende lethed ved afsnittene.
Laver vi et eksperiment, kan vi se forskellen. Jeg afskriver nu et stykke fra det første egnetlige kapitel i Pilgaards Meter i sekundet ud i scriptura continua – og udelader desuden store bogstaver, kommaer og punktum – dvs. en del af de grafiske hjælpemidler. Prøv at læse det, og sammenlig med det spatierede afsnit, der kommer efter:
forstanderingenbankerpåtregangeligeefterhinandenogåbnerselvdørensådangørviherudesigerhundajegseroverrasketuderderingenivellingderharsexspørgerjegerderingenderserpornoelleronanerermankandaikkenåatfåtøjpåiløbetaftrebankfolkfinderderesmådersigerforstanderindenogtagertokopperiskabethunharkøbtenposesortteogtagertokopperiskabethunharkøbtenposesortteogenlillesifordihunikkeharnogettiloversframinpickwickdeterkaffedrikkernestesigerforstanderindendeterskridtetførmedovaogderharingenlysttilatgåhenhunharligeværetovrepåhøjskolenforatstilleblomsterindpåelevernesværelserindenlængekommerdekørendeiblåbusserfrahelelandetsåerfredenforbisigerjegogminbarselersnartslutforstanderindendrejerlangsomtsinkopmellemhændernemensminsøngemmersigunderhendesrødekjolesomomdenvarettelthanskalhaveetnavnsigerforstanderindenogpegernedmellemsinebenhunsigeratfolkbegynderatsnakkehunharforbindelserpåkommunenogvedatdealleredeharsendtostredagbøgerdulydersomenmafiabosssigerjegforstanderindenløftervoressønopoghangriberudefterenplastikblomstpåhendeshårspændeerduenlillenicolaispørgerhunminsønsavlerogvirkeruinteresseretetnavneretstortansvarsigerjegenrækkefølgeafbogstaversomskolelærere vil råbe op hver dag, ånr de kigger ned i protokollen. Et navn vores søn skal sige, hver eneste gang han møder et andet menneske. På legepladser, diskoteker, til jobsamtaler. Han skal underskrive dokumenter med det navn, vi funder frem til, det skal stå yderst i hjørnet på de tegninger, vi hænger op på køleskabet. Det skal ridses ind i de grimme lerskåle, vi får i julegave, og ende sine dage på en gravsten. I mellemtiden vil det figurere i lægejournaler, på eksamensopgaver, lejekontrakter, lånebeviser, julekort, forbryderkartoteker eller Wikipedia. Man aner ikke, hvor ens navn ender, siger jeg. Forstanderinden foreslår Frederik. Jeg afviser det hurtigt, fordi mit første kriterium er, at det skal være rimbart. Konfirmationer, siger jeg, runde fødselsdage, det er nu, man har chancen for at gøre det nemt for sig selv. Severin, siger forstanderinden, klementin. Trykkene ligger ikke samme sted, siger jeg, vi leder efter to stavelser og en vokalendelse, så er man nået langt. Du skal ud af osteklokken, siger forstanderinden. Det år, vi har boet i Velling, har jeg ikke lavet andet end at kaste op, føde og amme, og min søn smiler til mig, som om ingen af de tre aktiviteter har noget med ham at gøre. Han skal have et navn, og du skal have et job, siger forstanderinden, og peger på min søn, som om han er et ordløst argument. Hun har provinsens iboende angst for, at de nye familier skal fordufte igen, midt i lokalsamfundets opblomstring. I sin fritid forsøger forstanderinden at finde partnere til folk, så de ikke flytter. Selv blev hun ansat som danselærer (…)6
Når jeg læser teksten her, bider jeg for første gang mærke i den fine detaljer med kjolen. Sønnen kravler under forstanderindens kjole, og det er der, hun opfører sig som om hun har forældreautoriteten – som om det er hendes søn såvel som jegets.
At læse scriptura continua, er at læse langsomt. At læse vores moderne tekstform er at læse hurtigt. Hvad går tabt? Hvad vindes?
Først og fremmest mener jeg, at vi ved den hurtige læsning gør det sværere for læseren at opfange finere symbolik, som den med kjolen. Selv gode læsere, der danner billeder mens de læser, får ikke tid til at tænke over billederne symbolsk, fordi der så hurtigt rykkes videre til noget andet. Ligesom moderne film, der klipper flere og flere gange pr. minut.
I modsætning til på film, er det dog muligt at tage det stille og roligt med læsningen. Men dette skaber to klasser af læsere: Dem, som læser efter plottet, og dem som læser mere “litterært”. Kan skellet mellem smal og bred litteratur komme af udnyttelsen af vores typografiske systemer? At man nærmest føler, at man for at få noget ud af bogen, må sænke hastigheden så meget, at det er på kant med bogens hele ide? Og at dem, der nød Meter i sekundet som letlæst bog med en fin historie, med rette kan pege på os andre og spørge: Mener i det?
Der er noget mærkeligt over en bog, der – for at man kan pakke alt det fine ud, der er lagt i den – må læses på tværs af dens egen kvalitet. Det letlæste er lige så meget en del af Meter i sekundet som de symboltunge hverdagsbeskriver, der er lagt i den. Og de kræver forskellige læsemåder – og derfor i realiteten to læsninger. Bogen kan, sin letlæselighed til trods, ikke læses ad én omgang, på én gang, men må læses parallelt med sig selv.
Meget moderne litteratur, der falder uden for genrelitteraturen, har disse karakteristika. At de flyder så lækkert, at man ikke bemærker det litterære, der underbygger dem, og at dette kun kan hives frem ved analyse. De bliver derfor oplagte dansklærertekster, men derfor også oplagte tekster til at blive træt af. For hvem gider – med undtagelse af dansklærere – at skulle analysere sine bøger for at få noget ud af dem? Føler man, omvendt af mit tidligere eksempel, at man misser noget ved bare at nyde bøgerne, gør det heller ikke noget godt for bøgerne.
Vi står således, med nødvendigheden af en parallel læsning, med en bog – eller en type bog – der skaber splid mellem sine læsere. Fordi den lægger op til to forskellige læserpositioner. At samle disse i én position ville jeg anse for en god ting, men det er svært. Bl.a. fordi det brede publikum har vænnet sig til den hurtige læsning, mens det smalle publikum vil have sin nykritisk orienterede dybde, som vi kender fra den tidlige moderne litteratur.
Noter
1) Saenger, Paul (1997). Space Between Words. Stanford University Press. S. 1
2) “The Silent Readers”. Alberto Manguel, Chapter 2 of A History of Reading (New York; Viking, 1996). Hentet d. 23 august 2025.
3) Space Between Words. Dette er hele bogens argument, og kan ikke findes på nogen enkelt side
4) ibid. s. 11
5) Mavrody, Nika (19 May 2017). “The Dangers of Reading in Bed”. The Atlantic. Hentet d. 23. august 2025.
6) Pilgaard, Stine. Meter i sekundet (2020). Gutkind, s. 11-12
Skriv et svar