Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre med denne film. Det føles som om der har været flere forskellige ideer om, hvad pointen skulle være, inden over. Lad mig forklare:
Plottet går kort sagt ud på, at en søn af en rig familie (Aage) kommer i pengeproblemer, fordi han bruger dem på druk og damer. Kellneren på restaurationen, hvor han bruger alle sine penge, fortæller, at han også agerer lånehaj – og han låner en masse penge. I kellneres venteværelse møder han dennes datter, Agnes, og de indleder et forhold. Moderen finder ud af det, og smider Aage ud hjemmefra. Han og Agnes lever på lånte penge, fedt endda, indtil der skal opkræves gæld. Han overvejer at skyde sig selv, men forfalsker i stedet sin mors underskrift, så han kan få udsætning. En måned senere kan han ikke finde pengene, og kellnere truer med at tage Agnes fra ham. Han beslutter sig for at berøve sin mor, stjæle hendes penge – men opdages. Han bekender, hun mister alt håb. Imens venter Agnes hjemme, men bliver nervøs og går til sin far. De kommer op at skændes hæftigt, og faren – kellner og lånehaj – får et hjerteanfald og dør. Kort efter kommer Aage og hans mor ind, de har besluttet at ordne det med lånehajen, og moderen trøster Agnes, som hun jo ellers havde afvist. Slut!
Hvad skal vi få ud af det? Er det en lykkelig slutning? Gælden er vel væk, idet kellneren er død – så arver vel Agnes virksomheden og formuen. Men hun står uden far, og vores “helt”, den vattede, ryggesløse søn, der ikke kan finde ud af at være voksen, har ikke rykket sig. Det er kvinderne, der tager sig af ham, som var han et barn. Han vugges endda i sin moders skød kort inden de tager mod kellneren. Og det er ikke ham, der trøster Agnes, men moderen.
Det, vi ser, er altså et portræt af en mand, der ikke kan finde ud af at være voksen. Som aldrig er blevet det. Samtidig portrætteres han, jf. filmkonventioner, som helten. Sæt dette sammen med meget velkomponerede scener (f.eks. får vi, i scenen hvor han lister sig ind i sin mors lejlighed, en indstilling, hvor vi ser ham åbne skuffen med pengene, og moren i spejlet – hun står bag ham. Og da politiet kommer ind, tændes lyset, og han står nu alene med politiet (moren i spejlet forsvinder bagved) – for kort efter at blive reddet af sin mor, igen), og vi får en film, der viser sin slatne hovedperson frem. Det er ikke en feel-good-film. Der er ingen spænding. Kun væmmelse ved denne ryggesløse dreng, der leger mand.
Titlen undrer mig også, Ved Fængslets Port. Er det til start, midt i, eller til slut i filmen, der menes? Og hvilket fængsel? Vi må huske på at filmen slutter i venteværelset, hvor kellneren ligger død på gulvet, moren krammer Agnes, og Aage står alene. Kun i sidste sekund omfavner Agnes ham – med sin døde far i bunden af skærmen. Er fængslet det liv, de skal leve fremover? Velvidende, at deres (mulige) lykke bygger på kellnerens død, og at det er Aage, der – omend indirekte – har været skyld i den? Hun omfavner i en vis forstand sin fars morder – ligesom hun også selv kan siges at være denne morder.
Fængslet kunne altså være et metafysisk fængsel. Og hvis denne fortolkning holder, hører filmen til blandt de dybere, jeg har skrevet om indtil videre. Der er også noget arthousefilm over at lade helten være så ussel, og den lykkelige slutning så broget. Værd at se, hvis man synes ovenstående lyder spændende.
Skriv et svar