Den hvide Slavehandel var efter DFIs udsagn Danmarks første lange film – hele tre filmspoler! Fra det aarhusianske Fotorama giver Alfred Cohn os en vaske ægte thriller: En ung pige fra en familie, der ikke har alt for mange penge, Edith hedder hun, bliver luret til udlandet. Hun tror, hun skal være selskabsdame, men bliver i stedet tvunget til at arbejde som prostitueret! Hendes kæreste, der græd ved hendes afsked, beslutter sig for at sælge møblerne og hente hende. Han finder en detektiv i London (hun kan se et besynderligt tårn ud af sit vindue, får hun får fortalt i et brev, stuepigen på bordellet hjælper hende med at smugle ud), og sammen finder de slavehandlerne. Kæresten infiltrerer en fest, lægger en plan med Edith. Planen gennemføres ved at hun laver et reb af stof, firer sig ned, og de tager afsted i en karet. De indhentes dog af slaveejerne, der har bil. Det bliver til slagsmål, og Edith bortføres igen. Vi ser slaveejerne – eller bordelejerne kan vi også kalde dem – aftale en plan. Men stuepigen har gemt sig bag gardinet og hørt det hele. Imens går detektiven og kæresten til politiet og får hjælp. Da de kommer til bordellet er der dog ingen Edith, men da de er på vej ud af døren fanger stuepigen dem, og fortæller planen: Edith bliver sejlet bort! Kæresten, detektiven og politiinspektøren når lige at komme med båden inden den sejler, og starter slagsmål med slaveejerne. De redder Edith, og politiet kommer da og tager slaveejerne væk. Hjemme i Danmark venter Ediths far og mor, som vi har set blive mere og mere nedslåede i løbet af filmen, fortsat. Og i en lang indstilling, hvor vi ved, at hjemkomsten er nær, er det fortsat fortvivlede. Men endelig åbnes døren, og ind kommer vores par. Filmen slutter endda på et kys. Thrilleren er endt lykkeligt.
Når jeg bruger så lang tid på referatet, er det for at vise, at der er tænkt over plottet. Det kunne lige så godt være et moderne plot – selvom der mangler en side-story af en art. Der er setup og payoff, der er anslag og klimaks osv. Det tætteste vi har været på en moderne narrativ film indtil videre – og blandende alle de elementer, der får folk i biografen: Slagsmål, biljagt, kærlighedshistorier, kidnapninger, hvid slavehandel (gys!).
Og under det hele en civilisationskritik. Slavehandlen foregår selvfølgelig i England, det i 1910 mest teknologisk udviklede land. Og den hvide slavehandel er netop til for at tjene penge. Slaveejerne holder ekstravagante selskaber – i modsætning til den jævne danske familie, hvis datter de har stjålet. En vaskeægte det gamle vs. det nye, allerede i 1910.
Vi ser det også i den biljagt, som jeg nævnte. Dog må vi her afsløre noget sørgeligt: Cohns film overlever kun i fragmenter. Nordisk Film, der så successen, lavede nemlig en scene-for-scene kopi af /Den hvide Slavehandel/, kaldte den det samme, og solgte den. Og det er kopien, vi har bevaret. Biljagten er dog bevaret hos Cohn, og den er bedre end Nordisk Films biljagt (instruktøren nævner jeg ikke, da han blot har gjort en anden film efter). I Cohns biljagt kører bilen op på siden af hesten, mens mændene i den rækker hænderne ud af bilen for at få fat i Edith. I kopifilmen kører bilen foran hesten og bremser, hvilket får hesten til at stoppe. Tamt! Det er tydeligt, at Cohn er en bedre filmskaber. Og det er ærgerligt, at vi ikke har hele hans film.
Filmen er altså interessant, fordi der som sådan ikke er meget interessant over den. Den forekommer langt mere moderne end f.eks. Den lille hornblæser, der også var en længere film, fordi vi bedre kan følge plottet, der desuden holder sig til klassikerne: Kærlighed og kidnapning. Det er ikke nødvendigt at læse programmet for at forstå, hvad der foregår – omend jeg stadig ikke ved, hvad kæresten hedder.
Skriv et svar