#5 Den lille Hornblæser (1909)

En filmatisering af H.P. Holsts digt om treårskrigen, der startede i 1848 – den af krigene mod Tyskland, som vi vandt. Vi følger den lille hornblæser, som vi fra digtet ved hedder Christian og kom fra det fattige Nyboder. Han bliver hyret som hornblæser, og tager stolt til fronten. Her kommer han i karamboulage med fjenden, tages til samaritterne, lappes, og advarer så om fjendtligt angreb i tide, sådan at danskerne kan forsvare grænsen. En historie om en dreng, der bliver en helt.

Det, som for mig stikker ud ved denne film i forhold til de andre danske film fra samme periode, som jeg ellers har set, er at der er så meget handling med. Det er en episk fortælling. En anden ting, som jeg ikke vidste om film fra den periode, var, at der fulgte programmer med – som når man er i teatret eller i operaen. Titlen på programmet fra Fotorama er:

Den lille Hornblæser
Scene fra
Krigen mellem Danmark og Tyskland 1849-50-51
udsat for kinematografi
Titelrollen spillet af Skuespillerinde, Fru Christel Holst.


Heri gennemgås plottet i dramatisk præsens, sådan at man ved, hvad man ser “udsat for kinematografi”. Altså har man, inden man så filmen, kendt plottet. Og filmen må være tolket som man tolker et skuespil – at opførelsen er vigtigere end indholdet. At se en krig, som de gamle fortsat kunne huske, eller som ens bedsteforældre havde været med i, gjort levende på den måde, må have draget publikum til. Og så selvfølgelig skuespillerinden, der måske ikke ligefrem kan siges at have en hovedrolle, men som dog er med – hun får endda flere flirte- og kærlighedsscener (omend det hele går meget hurtigt).

Tempoet i stumfilmene er meget højt. Det tager nærmest længere tid at læsere folderen end at se filmen. Det langsomme tempo i Løvejagten fra 1907 ville fungere langt bedre til det drama, de opfører, men det er ikke gået igennem endnu. Den film var også langt længere fremme filmteknisk end denne, men havde ikke samme fortællemæssige bredde.

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *