Denne film slutter med en længere indstilling, hvor hverken kamera eller motiv flytter sig: nemlig to døde løvers hoveder på pæle i hver sin side af billedet, en sort mand på knæ i midten, og to hvide mænd i mellemrummene mellem løverne og den store mand i midten. Her er altså både racisme og dyreplageri på spil – hvis man læser filmen sådan.
Og det kan man næsten blive nødt til, for det sidste billede virker kompositorisk mærkeligt. Der er generelt tænkt grundigt over klipning, beskæring osv. i filmen. F.eks. bruges der krydsklipning til at skabe spænding – meget nyt i 1907. Der klippes mellem en løve, der bevæger sig mod skoven, og de to mænd der sover i skoven. Frem og tilbage et par gange. Meget spændende filmteknisk! Men det sidste billede er mærkeligt. Normalt vil vi lave kompositioner i trekanter, som små kegler. Men her er tale om en omvendt trekant. Det fører blikket til den sorte mand i midten, der sidder på hug eller på knæ. Løverne bemærker man næsten ikke – og det er nu engang meningen, at filmen skulle handle om løvejagt. Eller hvad?
Det er først til sidst i filmen, at der kigges direkte i kameraet. Som om vi nu stilles over for det, der vil blive den offentlige udgave af denne historie. Vi ser m.a.o. hele processen som den faktisk udspiller sig, og så den dokumentation, jægerne selv vælger. Og det, de vælger, er ikke klippet umiddelbart efter første løvejagt, hvor de tre, sort og hvid sammen, ryger og glæder sig over jagten. Det er heller ikke det klip, hvor de piller løven i munden, og ikke lykkes med at få skinnet af den (indtil næste klip, hvor den sorte tracker trækker to skin ud af skoven).
Ser vi filmens sidste indstilling som jægernes selviscenesættelse, er der altså snarere tale om en kritik end om en idyllisering. Men det er næsten givet på forhånd, at en film, der blev så populær som denne, ikke er blevet set sådan af biografgængerne. Her er det det eksotiske, spændingen, der har sat sig. Men en god pianist til at ledsage filmen, er der meget spænding at hente – og nærbilleder af løverne endda! Sammenlign med de fleste andre film fra denne æra, hvor nærmest alt er filmen i totalperspektiv.
Om man læser filmen som udtryk for racismen, eller som (skjult, og ikke profit-belastende) kritik af samme, er op til den enkelte seer. Sammenstillingen af to dokumentformer, selve processen via filmen og karakterenes egen dokumentation, er under alle omstændigheder interessant. Og det er noget, som jeg godt kunne forestille mig bliver brugt i flere film fremover. Nu må vi se, om jeg får ret.
Skriv et svar